Aktiv indbrudstyv varetægtsfængslet
Politiet satte en stopper for ihærdig indbrudstyv efter indbrud i det vestlige Århus
Efter tip fra en borger har Østjyllands Politi anholdt en aktiv indbrudstyv fra Århus Vest.
Søndag den 18. juli 2010, kl. 12.09, forsøgte den 29-årige mand fra Århus Vest at begå tyveri fra en lejlighed på Annettesvej i Brabrand, hvor han var gået ind af en ulåst dør.
Kort tid forinden havde han begået tyveri fra en anden lejlighed, men en årvågen borger fulgte efter tyven, da han forlod stedet, oplyser politiet.
Samtidig underrettede borgeren Østjyllands Politi. Der blev straks sendt en politipatrulje til stedet, og kl. 12.14 kunne politiet anholde den 29-årige.
Den anholdte var i forvejen efterlyst for indbruds- og tyveriforhold i både Østjylland og Sydøstjylland. Ved grundlovsforhøret i Århus mandag blev den 29-årige varetægtsfængslet i fire uger.