AGF's nye træner, Sören Åkeby, lagde ud med en 3-1 sejr over bundproppen AB. Alle mål faldt i kampens første halvleg.
Thomas Thorninger scorede i 20. minut til 1-0, og blot to minutter senere var Peter Graulund på pletten til 2-0 foran de godt 7000 tilskuere på Århus Stadion.
Tre minutter senere reducerede Heine Fernandez for AB - men det kunne ikke ryste de hvide fra Fredensvang. I 29. minut blev der begået straffespark mod AGF - og her scorede Thomas Thorninger sikkert.
AGF ligger nu på niendepladsen - og har seks point ned til nedrykningsstregen.