AK81'er står bag bortførelse af to-årig
Medlem af Hells Angels' støttegruppe AK81 stod bag lørdagens drama i Ry, hvor et to-årigt barn blev bortført.
Den 28-årige mand bortførte det fælles barn fra sin ekskæreste, der bor i Ry mellem Skanderborg og Silkeborg.
Manden er ifølge anklageren ved grundlovsforhøret, politiadvokat Jan Østergaard, medlem af Hells Angels' støttegruppe AK81.
- Sagen har intet med den aktuelle bandekonflikt at gøre, men tilknytningen til rockerne skræmmer selvfølgelig kvinden, siger han til mja.dk.
Politiet mangler stadig en præcis adresse på den 28-årige AK81-rocker. De første oplysninger gik på, at han kom fra Vejle-området.
- Det ved vi dog ikke med sikkerhed. Vi ved kun, at han opholder sig meget i Vejle, men det er usikkert, om han har noget med den nye rockerborg i byen at gøre, siger Jan Østergaard.
Ifølge politiet har der adskillige gange været voldsomme skænderier på Randersvej mellem de to forhenværende kærester.
Dramaet i lørdags lignede da også i starten almindelig husspektakel, men da politiet fik besked om, at den 28-årige var kørt af sted med parrets datter, blev en kæmpe eftersøgning sat i gang.
Samtidig kunne politiet følge mandens snak med den urolige mor over mobiltelefonen. Her fremsatte han igen og igen trusler om at slå barnet ihjel, og han var på et tidspunkt også parat til at tage sit eget liv.