AGF vil underholde mere
Med det kommende opkøb af aktier i Tivoli Friheden, tager AGF et stort skridt mod at blive Vestdanmarks førende underholdningsvirksomhed.
AGFs moderselskab Århus Elite A/S har her til aften offentliggjort, at det vil købe aktier i Tivoli Friheden for 10 millioner kr. Dermed opnår firmaet en aktieandel på knap 17 procent.
- Det er Århus Elites vision at være den førende underholdningsvirksomhed i Vestdanmark for udbud af sportslige såvel som kulturelle og kommercielle aktiviteter. Kapitaludvidelsen og købet af en aktiepost i Tivoli Friheden A/S er i høj grad med til at fortsætte den positive udvikling, selskabet er inde i. Et strategisk samarbejde med Tivoli Friheden A/S er oplagt - også med tanke på vores visioner for udviklingen af hele området omkring Atletion, som det fremgår af vores SportsCampus-projekt, udtaler Århus Elites koncerndirektør Lars Windfeld.
Århus Elite A/S vil financiere opkøbet ved at sælge aktier for 46 millioner kr.