AGF trækker bøder tilbage
De syv AGF-natteravne slipper for at betale den udstedte dummebøde. Karantænen mod Herfølge står ved magt.
13. maj 2005, kl. 08:38
Mere end 30 dage gammel
Syv spillere fra AGF's superligahold slipper for at betale den bøde, som i den forgangne uge blev udstedt af klubbens sportschef, Brian Steen Nielsen, efter spillernes nattefærden i det østjyske.
Det bekræfter flere spillere over for Århus Stiftstidende, heriblandt Patrice Kwedi.
- Klubben har sagt, at vi ikke skal betale bøden alligevel, men at vi stadig har karantæne i kampen på mandag, siger højrekantspilleren.
Brian Steen Nielsen ønsker ikke at kommentere det:
- Det har jeg stadig ikke nogle kommentarer til. Det er et overstået kapitel, siger han.
I mandags var sportschefen klar til at sætte manglende betalere på salgslisten. /ritzau/