AGF-spillere på druk efter kamp
AGF har givet karantæne til seks spillere, der var på bytur efter weekendens nederlag til AaB.
9. maj 2005, kl. 13:19
Mere end 30 dage gammel
Syv spillere fra AGF's ligatruppen valgte lørdag at tage på en bytur umiddelbart efter nederlaget på 1-3 i lørdags til AaB.
Den omstændighed blev mandag formiddag for meget for AGF's sportschef, Brian Steen Nielsen, der valgte at straffe de seks af spillerne med én spilledags karantæne i næste kamp hjemme mod Herfølge.
De seks straffede spillere er Søren Pedersen, Morten Rasmussen, Rune Pedersen, Patrice Kwedi, Shane Cansdell-Sheriff og Tomasz Mazurkiewicz.
Målmanden Steffen Rasmussen var også med på byturen, men han har ikke fået karantæne, da man ikke ønsker at sætte den urutinerede 19-årige målmand Lasse Borg under for stort et pres. /ritzau/