AGF skal styrkes mentalt
SAS Liga-klubben AGF overvejer at styrke spillernes selvtillid ved at ansætte en mental coach.
Træner Ove Pedersen har flere gange udtalt, at en mentaltræner ikke er løsningen på AGF's problemer.
Alligevel var coachen Robert Rolfsted på plads, da AGF lørdag tog et skridt nærmere nedrykning med et 0-4-nederlag til FC København. Men en mentaltræner er ikke en mirakelmand på kort sigt, så Robert Rolfsted er glad for AGF's sportsdirektør Brian Steen Nielsens udmelding om, at tilknytningen af en mentaltræner ikke er en form for hokus-pokus, der skal redde AGF fra nedrykning.
- Jeg kan gå ind og arbejde med nogle ting nu og her, men det er på den lange bane, at det gerne skulle have en effekt, siger Robert Rolfsted, der er tilknyttet teambuildingbureauet Making A Difference (MAD).
Han påpeger dog, at der ikke endnu er indgået en egentlig aftale om coaching af de hårdt prøvede trænere, spillere og ledere i AGF.
- Det ville være at gå et skridt for langt at sige, at vi har indledt et samarbejde, men man kunne da håbe, at det blev tilfældet. Indtil videre er der indledt en dialog, og jeg skal nu fremlægge nogle planer om, hvordan jeg kunne forestille mig, det skal løbe af stablen, siger Robert Rolfsted. /ritzau/