AGF så rødt i Esbjerg
Århusianerne tabte på udebane 2-3 til Esbjerg og forspildte dermed gylden mulighed for at spille sig op på delt førsteplads i SAS Ligaen.
Med i alt fem scoringer og en enkelt udvisning fik de 15.053 tilskuere fuld valuta for pengene.
Især første halvleg var et festfyrværkeri i chancer og spektakulære situationer, hvilket en regnvåd bane kunne tage sin del af æren for.
Fra første fløjt var der dramatik og massevis af glidende tacklinger på det våde underlag. De århusianske gæster fik dog den bedste start, da hjemmeholdets Mikkel Vendelbo efter 13 minutter var så elskværdig at heade bolden i eget net.
Hollandske Tim Janssen ville det dog anderledes, og med to scoringer sendte han vestjyderne i front, inden AGF's Jakob Poulsen i første halvlegs overtid bragte balance i regnskabet.
Anden halvleg startede ligeså dramatisk som første var sluttet, da AGF efter mindre end 60 sekunders spil måtte se sig reduceret til ti mand, efter at Frederik Krabbe klodset havde hevet Søren Rieks omkuld og korrekt modtaget sit andet gule kort.
Det betød, at anden halvleg udviklede sig til et massivt Esbjerg-pres på AGF's bageste kæde, som Jesper Jørgensen med et kvarter igen vekslede til en sejr, da Esbjerg-spilleren fladt sparkede bolden i mål.