AGF-profil på vej tilbage
AGFs ankelsskadede landsholdsspiller Jakob Poulsen har fået grønt lys til intensivere træningen og kan være tilbage til april.
En genstridig skade i senerne på ydersiden af anklen har holdt AGFs midtbanespiller Jakob Poulsen ude siden februar, men nu lysner det for landsholdsspilleren.
Mandag var han i Sion i Schweiz for at få undersøgt skaden af den hollandske ankelekspert Niek van Dijk, og han havde gode nyheder til Jakob Poulsen og AGF.
- Min kollega professor van Dijk er enig i, at vi skal intensivere træningen af Jakob. Efter at have undersøgt Jakobs ankel grundigt mener han, at vi ved taping kan holde anklen på plads, hvorfor vi håber at kunne få Jakob tilbage på banen, formentlig engang i april måned, siger Bent Wulff Jakobsen, speciallæge hos AGF's sundhedsfaglige partner, eira - Privathospitalet Skejby til klubbens hjemmeside.