AGF får hjælp af åndemaner
En gruppe AGF-fans har hyret en åndemaner, der skal hjælpe med at fjerne dårlige vibrationer
En gruppe AGF-fans allierer sig nu med overnaturlige kræfter for at bakke byens betrængte superligahold op. Tilskuerne har hyret en åndemaner, der skal hjælpe med at rense luften på klubbens træningsanlæg.
- Han vil foretage en såkaldt spøgelsesopsendelse. Det kan hjælpe med at fjerne dårlige viberationer fra et sted eller en bygning. Samtidig vil mange fans affyre romerlys, så vi på den måde også kan ryge den onde ånd ud, siger Frej Eriksen fra fanfraktionen Galehuset til Jyllands-Posten.
Frej Eriksen og de øvrige medlemmer af Galehuset har betalt åndemaneren for at udføre en ceremoni i forbindelse med superligaspillernes træning lørdag den 5. marts.
Frej Nielsen håber blandt andet, at åndemaneren kan hjælpe med at fjerne det klassiske AGF-syndrom, hvor de nye spillere bliver skadet i næsten samme øjeblik, blækket på kontrakten er tørt.