Aftale sikrer AGF 10 millioner
AGF og Hummel laver aftale, der sikrer klubben indtægter fra salg af trøjer og merchandise.
Superligaklubben AGF har netop indgået en historisk aftale med tøjfirmaet Hummel, der de næste fire år skal levere fodboldstøvler, spillerdragter og andet udstyr til holdet fra Fredensvang.
Det særlige ved aftalen er, at AGF får rettighederne til at sælge den hvide dragt og andet merchandise til klubbens fans. Indtil i dag har det i dansk fodbold været sådan, at tøjleverandørerne har haft alle rettigheder til salg og distribution af spillerdragter og andet udstyr.
- Det er afgørende, at vi som klub har den fulde kontrol over, hvordan brandet AGF udvikler sig, og det styrer vi fremover selv ved at trække alle rettighederne til os, siger AGF's salgs- og marketingschef, Bjørn Kristensen.
Århus-firmaet Hummel betaler AGF op til 10 millioner kroner for at lade superligaholdet gøre reklame for virksomheden. Det endelige beløb afhænger dog af, hvor godt klubben klarer sig i superligaen og pokalturneringen i de kommende år.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om aftalen i aftenens udsendelser.