Aflysning kan koste dyrt
Erstatningen for Amy Winehouse kan blive en dyr fornøjelse, da Beth Hart og hendes mandskab skal flyves til Danmark.
Flere journalister havde fået samme tanke.
Med aflysningen af koncerten med Amy Winehouse og med Beth Hart som erstatning, burde Skanderborg Festival stå til at spare en god sum penge.
Men nej.
- Vi skal have fløjet Beth Hart og hele hendes mandskab fra Los Angeles og hertil, så det kan sagtens blive dyrere end koncerten med Amy Winehouse, var beskeden på dagens pressemøde holdt af formanden for festivalen, Kirsten Hansen.
- Vi offentliggør aldrig priser, så hvad de forskellige bands koster, siger vi ikke, og i dette tilfælde taler vi ikke kroner og ører men løsninger, sagde hun efterfølgende.
Dog sagde hun, at de i år har brugt 15-16 millioner kroner på bands og solister.
I øvrigt fortalte hun, at onsdagens omsætning var 300.000 kroner højere end sidste år, men præcist hvad omsætningen var, kunne hun ikke oplyse.
Sidste år omsatte festivalen for cirka 35 millioner kroner.