Ærgrelse hos AGF-træner
Det begyndte så godt, men AGF's hjemmebane-forbandelse blev ikke brudt.
Det begyndte så godt, men alligevel måtte AGF dele i porten med FC Nordsjælland.
3-3 var resultatet på måltavlen efter 90 minutter, og AGF har dermed stadig ikke præsteret at hente tre point på hjemmebane i det, der blandt klubbens tilhængere må føles som en evighed.
Skuffelsen hos træner Ove Pedersen var stor, men der var stadig lidt humoristisk sans at spore torsdag aften.
- I mandags forsøgte vi jo at fryse banen, og så fik vi varme i. Det kunne åbenbart heller ikke hjælpe os til at vinde, så på søndag må vi vel prøve at smide tegnestifter på banen, sagde Ove Pedersen til Jyllands-Posten efter kampen.
Søndag får AGF besøg af FC Midtjylland.
Her får holdet så en sidste chance for at bryde hjemmebane-forbandelsen inden juleferien.