Ældremad splitter byråd
Politikerne i Skanderborgs byråd er splittede på tværs af partierne i spørgsmålet om fremtidens udbringning af mad til de ældre.
Fem socialdemokrater og en venstremand stemte på byrådsmøde i Skanderborg imod et forslag om at erstatte det varme måltid mad, som ældre i eget hjem får leveret dagligt, med en omgang køle-vakuumpakket mad en gang om ugen.
Flere politikere var bekymrede for, at de ældre i eget hjem mister den daglige kontakt med chaufføren, som i dag bringer maden ud.
- Er det rimeligt, at vi tager den tryghed fra de ældre, når vi samtidig har ført propaganda for at få dem til at blive i deres eget hjem, spurgte socialdemokraternes Jens Kristian Rasmussen på byrådsmødet ifølge Horsens Folkeblad.
Efter en langvarig debat endte det med, at 22 byrådspolitikere stemte for forslaget om en ny madsordning for de ældre.