Ældre vil i Folketinget
Fire østjyske folketingskandidater går nu sammen om at få vælgerne til at stemme på de ældre kandidater
Fire folketingskandidater fra fire forskellige partier er gået sammen om en fælles valgkamp, og det er til trods for, at de har forskellige politiske ståsteder.
Til fælles har de til gengæld, at de alle fire er over de 50.
Gert Bjerregaard fra Venstre, Kim Qvist fra Socialdemokratiet, Per Ziedler fra Liberal Alliance og Kirstine Bille fra SF opfordrer derfor vælgerne til at stemme på de ældre kandidater.
- Lige nu er der faktisk forholdsvis mange, og i mit eget parti er faktisk overrepræsenteret med mennesker, som har en kandidatgrad, en bachelor eller andet, og som har sådan en lige karrierevej nærmest, for hvad man vil med sit liv og politik, den tilgang har vi andre ikke, siger Kim Qvist (S).
- Det her handler ikke om, der skal være færre unge, vi skal bare have et bredere sammensat folketing, fortsætter han.
Kan være en god ide
Valgforsker Rune Stubager, der er professor i statskundskab på Aarhus Universitet, ser fordele i, at de fire kandidater brander sig på deres alder.
- Det, tænker jeg ikke, er så tåbeligt, der har jo været en del diskussion om, hvorvidt folketingskandidaterne og medlemmerne også er for unge og ikke har nogen erfaring uden for Christiansborg, uden for ungdomspolitik og måske uden for studielivet, siger han.
- Der at komme som fire lidt ældre kandidater og sige, at vi har noget andet at byde på. Det giver så muligheden for, at de kan komme i kontakt med nogle vælgere, der er interesseret i det.
Men det er ikke nok at brande sig på alder, og det ved de fire politikere godt.
- Det at brande sig på alder er bare en lille finesse blandt mange flere, som vi prøver at bringe i spil, siger Kim Qvist.
Den gennemsnitlige folketingspolitiker er 44,4 år gammel. Tilbage i 1953 var gennemsnitsalderen 51,8 år.
Se indslaget med de fire kandidater, hvor de fortæller om deres i ideer, i videoen øverst på siden.