Ægtepar udsat for groft røveri
Et ægtepar blev i aftes bagbundet og udsat for røveri i deres villa i Århus-forstaden Hasselager.
3. jan 2005, kl. 07:53
Mere end 30 dage gammel
Tre yngre århusianske mænd trængte ind i villaen klokken 20:45 og bagbandt husets beboere, et midaldrene ægtepar. Herefter gennemrodede røverne huset og forsvandt med en større møntsamling og fire pistoler som ægteparret skød med i en pistolklub.
- Det er et meget groft røveri. Vi tror at røverne er gået bevidst efter pistolerne, siger vicekriminalkommissær Viggo Knudsen til TV2 / ØSTJYLLAND.
Århus Politi har anholdt tre mistænkte i sagen. Her til morgen forhøres de og ventes fremstillet i grundlovsforhør ved middagstid.
Flere af de røvede værdier er siden fundet i nærheden af hjemmet.