Advokat skal betale erstatning
Ebeltoft-advokat skal betale erstatning til tidligere klient, der købte et hus på blød mosejord.
Advokat Henrik Brandt-Madsen fra Ebeltoft er af Vestre Landsret blevet dømt for dårlig rådgivning. Han skal derfor betale en tidligere klient 630.000 kroner i erstatning, og hertil kommer sagens omkostninger med 240.000 kroner.
Advokaten var i 1997 advokat for køber i en hushandel. Sagen blev behandlet som en rutinesag, men det viste sig kort efter overtagelsen, at huset stod på bogstaveligt talt gyngende grund. En jordbundsundersøgelse viste nemlig, at der er otte meter blød mosejord under husets fundament.
Og advarselslamperne burde ifølge landsretten have blinket hos advokaten, for kun få måneder før denne handel havde samme kontor haft en sag, hvor en tidligere køber af selvsamme hus havde fået handlen annulleret på grund af fejl og mangler. /ritzau/