Advarsel for at glemme barn
Fire pædagoger kan beholde deres job til trods for, at de glemte et to-årigt barn i en vuggestue.
Fire århusianske pædagoger slipper med en tjenstlig advarsel efter, at de i februar efterlod en toårig dreng i et udendørs krybberum, da de lukkede institutionen.
Pædagogerne valgte at lukke vuggestuen før normal lukketid. Da moren til den to-årige dreng nåede frem, fandt hun porten låst. Først efter at drengen havde været uden opsyn i fem timer, blev han grædende genforenet med sin mor.
- Vi ser meget alvorligt på sagen og har derfor givet en alvorlig sanktion til de fire involverede medarbejdere, siger Århus Kommunes børn og ungechef Ole Kiil Jacobsen. Alle fire pædagoger beholder deres arbejde.
Århus Politi har tidligere opgivet at rejse sigtelser mod dem. /ritzau/