Absurd lufthavnsdebat
Markante Meninger diskuterer blandt andet lufthavnsdebatten
"Der er 100 procent opbakning til Aarhus Luthavn i Tirstrup."
Sådan lød det onsdag fra aarhusborgmester Jacob Bundsgaard efter en ekstraordinær generalforsamling blandt lufthavnens fem ejerkommuner.
Kommunerne vil udvikle og ikke afvikle lufthavnen, og dermed blev der sat punktum i en årelang debat om at flytte lufthavnen.
Den udmelding vækker glæde hos panelet i programmet Markante Meninger, der fredag består af Kim Qvist, forstander på Kalø Økologisk Landbrugsskole, journalist Susanne Hoeck og centerleder og tidligere folketingsmedlem René Skau Björnsson.
Alle er de enige om, at debatten om Aarhus Lufthavn i mange år har været kørt af sporet.
- Jeg er en af dem, der har stået ude i den lufthavn hver morgen i en periode, og hver eftermiddag taget hjem derude fra, så jeg har brugt den rigtig meget. Det handler slet ikke om, at der er langt ud til den lufthavn, det handler om transportmulighederne der ud og antallet af afgange. Om den ligger ti kilometer den ene vej eller den anden vej, det er en fuldstændig absurd debat, siger Susanne Hoeck.
Heller ikke Kim Qvist er imponeret over lufthavnsdebatten.
- Luftlinjen mellem Låsby og Billund er 64 kilometer. Og vi har altså været ude i sådan nogle absurditeter, at vi har diskuteret en ny lufthavn i Låsby. Den diskussion er lukket nu, og det betyder, at de investorer, som Tirstrup har akut brug for, kan se et perspektiv i at investere deres penge derude, siger Kim Qvist.
René Skau Björnsson efterlyser, at nogen tør tage de nødvendige beslutninger om lufthavnen.
- Jeg har pendlet i 14 år mellem Tirstrup og København. Og ca. hvert tredje år kommer der en ny bestyrelse, og der kommer nye holdninger og borgmestrene er meget klare i spyttet i forhold til, hvad der nu skal ske. Der er bare ikke sket noget fordi, der har været en masse virak omkring den, og fordi man ikke har turde tage de nødvendige beslutninger. En af beslutningerne havde jo været oplagt: At ligge letbanen forbi lufthavnen, så det var lettere at komme dertil, siger René Skau Björnsson.
Du kan se hele debatten i klippet herover eller på TV 2 | ØSTJYLLAND. Det er fredag klokken 18.15, 21.10 og 22.45.