Åben for muslimsk forslag
Jyllands-Posten er åben for at lave en fælles erklæring med muslimske organisationer.
Repræsentanter for de muslimske organisationer vil sammen med Jyllands-Posten lave en fælles erklæring om Muhammed-tegningerne, og avisen er ikke afvisende over for idéen.
Det var organisationernes talsmand, Ahmed Akkari, der under en debat på DR1 søndag aften kom med forslaget, og Jyllands-Postens chefredaktør, Carsten Juste, vil gerne fortsætte en åben dialog og drøfte, om de kan blive enige om en fælles erklæring.
- Men det kommer meget an på, hvilke formuleringer Akkari og hans fæller møder op med. Deriblandt om de vil skrive, at de accepterer den danske form for ytringsfrihed. Formuleringerne skal være acceptable for os, siger Carsten Juste.
Chefredaktøren vil ikke give et bud på, hvor sandsynligt det er, at de bliver enige om teksten til en fælles erklæring. /ritzau/