Aarhus Universitet henviser til ulovlige boliger

Når udvekslingsstuderende kommer til Århus, er Aarhus Universitet forpligtet til at skaffe dem en bolig. Men det er ikke altid lovligt.

Det kniber med at skaffe nok boliger til de udvekslingstuderende, der kommer til Århus for at blive klogere.

For at komme problemet til livs benytter Aarhus Universitetet blandt andet villaer, der er ejet af private udlejere. I flere af disse villaer bor studerende i kælderværelser, som ikke er godkendt til beboelse . Det betyder, at de er ulovlige at udleje.

Det er et presset boligmarked, der har tvunget universitetet til at se stort på reglerne for at kunne leve op til boligforpligtelsen.

- Nogle gange må vi sno os. Det er ikke særligt sjovt, men hvis alternativet er, at jeg skal sige: "Du må bo på en campingplads," så er det jo også slemt,« siger Karen Jensen, der er områdeleder i universitetets internationale sekretariat og har ansvaret for boliganvisningen til JP Århus.

Hun tilføjer, at hun selv har været inde i alle værelser for at kontrollere, om de lader til at være i orden.