Aarhus-modellen i Libanon

Det mellemøstlige land skal lære af Aarhus

Foto: Google Maps

Tirsdag aften landede otte personer fra Aarhus Kommune og Østjyllands Politi i Libanons hovedstad, Beirut.

De har fået til opgave at skulle præsentere erfaringer fra antiradikaliseringsmodellen fra Aarhus ved en konference om samme emne på torsdag. Det oplyser The Carnegie Middle East Center for TV 2 | ØSTJYLLAND.

Libanon grænser op ad det borgerkrigshærgede Syrien og modtager dermed en stor mængde flygtninge. Blandt dem er mange unge, der - ifølge The Carnegie Middle East Center - er i risiko for at blive hvervet af ekstremistiske grupper.

Aarhus-modellen er et samarbejde mellem kommunen, SSP og Østjyllands Politi, der blandt andet tilbyder mentorordninger og psykologsamtaler.

Den østjyske gruppe er blevet inviteret af den danske ambassadør i Libanon, Rolf Holmboe. Udover at tale ved konferencen skal gruppen desuden besøge en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon.