To 87-årige kvinder bestjålet
To tyverier på samme dag mod ældre kvinder forarger politiet i Århus, der prioriterer de to sager højt.
To 87 årige kvinder blev i går udsat for tyverier i Århus.
Den ene kvinde blev bestjålet kort før middag i går, da hun kom gående med sin rollator på Grøndalsvej i Viby. To unge mænd kom løbende forbi og stjal hendes taske, der var placeret i en kurv på rollatoren.
Den anden ældre kvinde mistede sit net på Ingerslev Boulevard omkring klokken 21.30. En ung mand rykkede nettet fra kvinden og løb fra stedet.
Politiet ved ikke om gerningsmanden er den samme, men Jørn Andersen, vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi i Århus, er forarget over de to sager, som vil blive prioriteret højt.
- Jeg håber, de unge mænd har det dårligt med sig selv, efter de sådan har stjålet fra ældre forsvarløse kvinder, siger han.
Århus Politi fik i foråret dømt en mand for blandt andet et tyveri, der var begået mod en kvinde med rollator.