81 mio. kroner til køkkener: Flere plejehjem skal lave mad
Otte ud af 10 østjyske har søgt om del i pulje, som skal gå til bedre køkkenfaciliteter på plejehjemmene
Der skal dufte af hjemmelavet mad på plejehjemmene.
Det har man hørt flere politikere sige om og om igen. En af dem, som har gjort det til en af sine mærkesager, at maden skal laves på plejehjemmene er rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Jette Skive (DF).
Hendes magistrat, Sundhed og Omsorg, har derfor søgt del i Sundheds- og Ældreministeriets pulje på 300 millioner kroner der skal bruges på at etablere eller forbedre køkkenfaciliteter på landets plejehjem.
Læs også
- Det er os der har startet det her, og så har de andre kommuner fulgt strømmen, og nu har den så også ramt ministeriet. Vi vil gerne have, at der bliver lavet mad fra bunden, fortæller Jette Skive til TV2 ØSTJYLLAND.
Nye og forbedrede køkkener
Aarhus Kommune har søgt om at få 35,3 millioner kroner. Om det sker, vil ministeriet tage stilling til i løbet af foråret.
Alt i alt har otte ud af de 10 østjyske kommuner søgt om at få del i knap 81 millioner kroner ud af den samlede pulje til plejehjemskøkkener, som er på 300 millioner kroner.
Læs også
I Aarhus Kommune skal pengene, hvis de bevilliges, bruges på at oprette ni nye køkkener på kommunens plejehjem og også istandsættelse eller opgradering af eksisterende køkkener, som eksempelvis trænger til nye komfurer, ovne eller andre faciliteter.
- Vi har blandt andet søgt om penge til dampovne, fordi vi hører, at det er det, ernæringsassistenterne gerne vil have. De kan jo nærmest lave flæskesteg samtidig med, at de laver risengrød, fortæller rådmand Jette Skive.
Odder har køkkener nok
Også i Horsens Kommune, der har søgt om næstflest penge blandt de østjyske kommuner, er der forhåbninger til at få køkkenpenge fra ministeriet.
- Det er ikke alle, som kan hjælpe med at lave mad, men det betyder noget, at man kan være tæt på, hvor der bliver lavet mad. At køkkenet er lige op af dagligstuen, fortæller ældre- og sundhedschef Tage Carlsen til TV2 ØSTJYLLAND.
To kommuner i Østjylland holder sig udenfor og har ikke søgt om penge i denne omgang. Det er Samsø og Odder.
I Odder Kommune er svaret kort og godt: "Vi har, hvad vi skal bruge".
- Der er de køkkener der skal være. Vi har gjort meget ud af at tænke det ind løbende. Også når vi skal bygge nye plejehjem, fortæller borgmester Uffe Jensen (V).
Odder Kommune samarbejder blandt andet med et firma udefra, Det Danske Madhus, som både leverer mad hjem til borgerne, men også lejlighedsvist til plejehjemmene.
I alt 65 ud af 98 kommuner i Danmark har søgt om penge til køkkener.
Så mange penge har de østjyske kommuner søgt om
- Aarhus Kommune: 35.393.286 kr.
- Horsens Kommune: 13.145.064 kr.
- Randers Kommune: 10.287.200 kr.
- Norddjurs Kommune: 8.594.000 kr.
- Silkeborg Kommune: 5.349.000 kr.
- Skanderborg Kommune: 4.070.000 kr.
- Favrskov Kommune: 2.728.436 kr.
- Syddjurs Kommune: 1.353.000 kr.