81-årig kørt ned i fodgængerfelt

En ældre mand blev kørt til behandling på sygehuset efter at være blevet påkørt af 19-årig bilist i Randers.

Den 81-årige mand ville mandag formiddag krydse et fodgængerfelt på Hobrovej i det nordlige Randers.

Ifølge Østjyllands Politi overså en 19-årig kvindelig bilist den ældre mand, som blev ramt af hendes bil.

Fodgængeren blev bragt til behandling på skadestuen på Regionshospitalet Randers. Han kom dog ikke mere til skade, end at han senere på dagen kunne udskrives.