75-årig fundet død
Kaj Emil Thomsen Nielsen, der onsdag i sidste uge forsvandt fra et plejehjem i Tebstrup, er fundet død.
Søndag formiddag blev den 75-årige Kaj Emil Thomsen Nielsen fundet omkommet ved en servicestation nær Ejer Baunehøj. Det oplyser Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Han havde været forsvundet, siden han onsdag gik fra Plejecenter Baunegården i Tebstrup i den sydlige del af Skanderborg Kommune.
Politiet ledte de efterfølgende dage uden held efter Kaj Emil Thomsen Nielsen med hunde og helikopter.
Ifølge ældrechef i Skanderborg Kommune Peter Sinding Poulsen er plejepersonalet på Baunegården og medarbejderne i kommunens ældresekretariat dybt berørt af sagen.
- Jeg bakker 100 pct. op omkring personalet på Baunegården, og mener ikke, at vi kunne have handlet anderledes i den konkrete sag. Selvfølgelig, må vi nu kigge på, om der kan gøres mere med henblik på at forebygge, at det sker igen, siger ældrechefen.