61-årig dræbt i kollision med minibus

En 61-årig mand mistede livet, da en minibus og en personbil kørte frontalt sammen på motortrafikvejen ved Ugelbølle på Djursland.

Ulykken skete tirsdag eftermiddag, hvor minibussen og personbilen kolliderede ved Ugelbølle nær Rønde på Djursland. Det oplyser Østjyllands Politi.

Ifølge politiet kørte de to køretøjer frontalt ind i hinanden.

Ud over den dræbte kom yderligere to personer til skade ved ulykken, men de er ifølge politiet uden for livsfare.

Ulykken skabte efterfølgende en del trafikale problemer, indtil der var ryddet op på stedet.