509 skal sige farvel til Vestas
Forhandlinger om fyringer indledes i dag
509 Vestas-ansatte i Østjylland skal fyres i forbindelse med de seneste nedskæringer i vindmøllevirksomhedens personale.
Det er det tal, der ligger på bordet, når forhandlingerne med de faglige organisationer indledes i dag, oplyser DR P4 Østjylland. Afskedigelserne rammer i Hammel, Randers og Aarhus og går hårdest ud over de funktionæransatte.
Størstedelen af fyringerne vil ramme det administrative hovedkontor i Aarhus, hvor 299 medarbejdere står til at miste jobbet. På fabrikken i Hammel er der lagt op til at afskedige 106 ud af de godt 650 ansatte og i Randers skal der skæres 104 stillinger.
- Først skal man forhandle om, om det er muligt at undgå eller begrænse nogle af opsigelserne. Derefter skal man i gang med at forhandle fratrædelsesordninger, altså de vilkår den enkelte medarbejder skal være omfattet af i forbindelse med en opsigelse, siger faglig konsulent i HK Østjylland, John Gram til DR P4 Østjylland .
Han venter forhandlingerne færdiggjort i denne måned.