50 indiske speciallæger til jobsamtale
Efter jobsamtaler i Indien vil 29 indiske speciallæger blive tilbudt job i Region Midtjyllands sundhedsvæsen.
Region Midtjylland har netop gennemført samtaler med 50 indiske læger.
Samtalerne er foregået i Indien i uge 21, og resultatet er blevet, at 29 indiske speciallæger er fundet overordentligt velkvalificerede og vil blive tilbudt job ved sundhedsvæsenet i Region Midtjylland, mens én tilbydes job i Region Syddanmark.
I samarbejde med Region Syddanmark har Region Midtjylland annonceret efter 30 indiske speciallæger inden for anæstesiologi, patologi og radiologi.
Region Midtjylland modtog 300 relevante ansøgninger.
Den utraditionelle metode er taget i brug for at afværge manglen på speciallæger, som er et stort og stigende problem både i Region Midtjylland og i Danmark som helhed.
Før de indiske speciallæger kan begynde at arbejde i Danmark, skal Sundhedsstyrelsen godkende deres uddannelsesmæssige kvalifikationer, ligesom lægerne skal gennemføre og bestå et intensivt danskkursus.
Det forventes, at de 29 indiske speciallæger kan tiltræde deres job i Region Midtjylland 1. februar 2008.