3F-demo mod dagpengestramninger
Fagforbundet 3F i Randers var på gaden fra morgenstunden for at protestere mod ændringer i dagpengesystemet.
Fra tidlig morgen var ansatte i fagforbundet 3F på gaden ved rutebilstationen i Randers. Anledningen var, at der lige nu foregår et spil på Christiansborg om ændringer af dagpengesystemet. Og hos 3F mener man, at regeringens udspil er decideret løftebrud.
- Det her er et utroligt markant indgreb med store stramninger. Systemet i forvejen meget stift og ufleksibelt. De ledige bliver i forvejen jagtet rundt, og vi mener ikke, at der er behov for yderligere stramninger, siger formanden for 3F i Randers, Svend Erik Christensen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Regeringens dagpengeforslag går ud på at forkorte dagpengeperioden med to år uden kompensation og stramme reglerne for optjening af retten til dagpenge op. Regeringen mener, at det vil give 20.000 flere erhvervsaktive.