39-årig mand løsladt

Den 39-årige mand, som i går blev anholdt for milliontyveriet i Brabrand, blev tirsdag formiddag løsladt efter grundlovsforhør.

Den 39-årige, der blev anholdt mandag formiddag, er sigtet for, sammen med flere medgerningsmænd, at stjæle 26,3 millioner kroner fra Danske Bank i Brabrand.

Det var på alle måder en meget hemmelighedsfuld anklager, der i dag fremstillede manden i grundlovsforhøret i Byretten I Århus.

Kortene blev holdt tæt på kroppen, og først efter protester fra den fremmødte presse besluttede dommeren, at offentligheden som minimum havde krav på at høre, hvad den 39-årige står sigtet for.

Efter sigtelsen gav dommeren ordet til den 39-årige.

- Det har jeg intet kendskab til, lød det fra ham, mens han uforstående rystede på hovedet.

Retten vurderede altså også, at der ikke var grundlag for at varetægtsfængsle manden, som nu er løsladt.

Anklageren, politifuldmægtig Anna Christensen, kærede dommerens afgørelse til Vestre Landsret, som formentlig tager stilling onsdag.