29 grader søndag - men så bliver det køligere
Der venter østjyderne en lun weekend, men fra mandag bliver det igen køligere.
- Der er en smuk weekend i sigte.
Sådan siger Per Christiansen fra TV 2 Vejret. Men det gælder om at nyde det, for allerede mandag bliver det igen køligere i Østjylland og tilmed med risiko for lidt byger.
Men altså først en solrig weekend. Lørdag byder på solskin, og i løbet af dagen kommer vi op på 24-25 grader, og særligt på Djursland er der udsigt til en særdeles lun dag. Og det er der i den grad også søndag.
Læs også
Her kan termometret snige sig helt op på 29 grader.
- Det bliver meget varmt og lummert, men i løbet af dagen blæser det op og bliver køligere, siger Per Christiansen.
Kølig start på næste uge
Og det bliver startskuddet til et vejrskifte, der byder på knap så meget varme og tilmed med risiko for lidt byger.
Læs også
Mandag er der udsigt til 20 grader, mens tirsdag og onsdag ser ud til at blive en anelse køligere med temperaturer på 16-18 grader. Ud over det lidt køligere vejr vil det også blive ret blæsende både mandag og tirsdag.