28-årig sigtet for drabsforsøg

En 28-årig mand fra Århus er sigtet for drabsforsøg. Han stak ifølge politiet en kniv i en ansat på et behandlingssted for misbrugere og psykisk syge i Århus.

Et knivstik kunne lørdag aften have kostet en mandlig ansat på behandlingsstedet Atriumhuset i det nordlige Århus livet. Kun fordi kniven blev stoppet af et ribben, reddede den 51-årige livet, oplyser politiet.

- Den ansatte var inde på beboerens værelse, da beboeren pludselig stak en kniv i venstre side af hans brystkasse. Havde kniven ikke ramt et ribben og bøjet af, kunne den have fortsat mod hjertet eller lungen, siger vicekriminalkommissær Brian Olsen, Århus Politi.

Den 28-årige fremstilles søndag i grundlovsforhør.

/ritzau/