23 års fængsel til narkosmuglere
Tre mænd og en kvinde blev tilsammen idømt 23 års fængsel og udvisning af Danmark i stor narkosag.
Tre mænd og en kvinde, der bor i Århus, fik onsdag tilsammen 23 års fængsel for narkosmugling.
Den 29-årige Jalal Rasoul Rustam blev idømt otte års fængsel, den 23-årige Adel El Majjaoui seks år, 24-årige Luman Rasoul Rustum fem år, mens den 19-årige Idris Rasoul Rustum kunne nøjes med fire års fængsel. De blev alle udvist af Danmark for bestandig efter strafafsoningen.
Et nævningeting ved Vestre Landsret fandt dem skyldige i at have indsmuglet et halvt kilo kokain og et kilo heroin fra Holland til Danmark. De havde købt stoffet i Holland, og den 23-årige kvinde hentede det, hvorefter hun tog toget hjem til Århus Banegård, hvor de tre mænd tog imod hende.
De blev dog alle anholdt på banegården den 8. marts. Dagen efter skulle firkløveret have modtaget endnu en stor sending fra Århus, men det mislykkedes, da de var blevet anholdt. /ritzau/