22-årig århusianer får musikpris
Den 22-årige Marie Markvard Andersen har vundet H. C. Andersen prisen, som er på 150.000 kroner.
Marie Markvard Andersen, der studerer dramaturgi på Institut for Dramaturgi på fjerde semester ved Århus Universitet, er netop blevet begavet med den såkaldte H. C. Andersen prisen.
Marie Markvard Andersen er både dramatiker og komponist på sit værk. Formålet med konkurrencen har været at sætte gang i udviklingen af et nyt musikdramatisk værk, som bevæger sig i et univers inspireret af H. C. Andersens verden, og som kan opføres af en amatørscene evt. i samarbejde med et amatørkor og amatørorkester.
De 36 indsendte forslag er blevet bedømt af en fagkomité, som kalder Marie Markvard Andersens værk en smuk, rørende, barsk og eftertænksom musikteaterforestilling for hele familien.
Vinderen skal aflevere det færdige nye musikdramatiske værk 1. oktober. Herefter skal det uropføres i 2005 - samme år som de omfatetnde markeringer af H.C. Andersens 200 års fødselsdag.