21-årig kørte af motorvejen
En ung mand kørte af motorvejen og endte på en mark, efter han blev ramt af et pludseligt ildebefindende.
16. sep 2003, kl. 17:52
Mere end 30 dage gammel
Manden kom kort før klokken 16 kørende i sydgående retning på motorvejen syd for Århus. Pludselig fik han et ildebefindende og forsøgte at køre ind på rastepladsen ved Ejer Bavnehøj. Efter afkørslen fortsatte han imidlertid ud på en mark, hvor bilen væltede rundt.
Manden, der er fra Tørring nord for Vejle, var fastklemt, men redningsfolk fik ham fri uden større problemer. Politiet oplyser, at mandens ildebefindende skyldes et pludseligt anfald på grund af diabetes.
Manden kom ikke alvorligt til skade ved uheldet, men er fortsat indlagt på Horsens Sygehus.