180 får og lam står til nedslagtning
Landmand i Favrskov Kommune er under mistanke for ulovlige slagtninger af får og lam på metalplade ved landejendom.
Fårene hos en landmand mellem Hadsten og Voldum risikerer at blive nedslagtet, efter at deres ejer er kommet i myndighedernes søgelys.
Ifølge Århus Stiftstidende har fødevarekontrollens omrejsende kontrollører fået et tip om, at der gennem en årrække angiveligt er foregået ulovlige slagtninger af får og lam på en metalplade ved landejendommen.
Dyrene blev aflivet uden forudgående bedøvelse, og kød og slagteaffald blev håndteret med de bare næver, med risiko for overførsel af bakterier.
Derfor risikerer de cirka 180 får og lam nu at blive nedslagtet på fødevarekontrollens befaling.
Landmanden, der bor på Langskovvej, er desuden blevet meldt til politiet.