17-årig tilstår skolebrand

Endnu en af de tre unge, der menes at stå bag millionbranden på Møllevangskolen, har nu tilstået.

En 17-årig dreng har nu tilstået, at også han stod bag den omfattende brand på Møllevangskolen i Århus.

Dermed har to af de tre sigtede erkendt deres rolle i sagen, og sagerne ser nu ud til at kunne gennemføres som tilståelsessager. Sagen mod den 17-årige kommer for retten på onsdag.

Den sidste af de tre sigtede overvejer fortsat om han skal erkende sig skyldig i brandstiftelsen. Foreløbig holder han fast i at han forsøgte at slukke flammerne.

På baggrund af mentalerklæringer har retslægerådet netop fastslået, at to af de unge er uegnede til fængselsstraf og derfor vil blive idømt en psykiatrisk behandlingsdom.

Se mere om sagen på tirsdag, hvor TV 2 / ØSTJYLLAND stiller skarpt på de tre skoledrenge, og på hvordan de kunne komme så langt ud i kriminalitet.