17 årig fundet død
En 17-årig elev fra Silkeborg Tekniske Skole er fundet død under studietur til Belgien.
En 17-årig elev fra Silkeborg Tekniske Skole er fundet død på et hotel i Belgien.
Den 17-årige var en af i alt 60 elever fra skolens hotel- og restaurations-afdeling, der var rejst til Antwerpen i Belgien på en 5-dages studietur. Tidligt tirsdag aften gik eleverne i seng som sædvanligt. Men onsdag morgen kunne 3 kammerater, der sov på samme værelse som den 17-årige, ikke vække ham.
Ifølge belgisk politi har han ikke været udsat for vold eller noget lignende. Og det anses også for udelukket at han har taget nogen former for narko. Øjensynlig har han fået et hjertestop i nattens løb, uden at nogen har opdaget det, skriver Ekstra Bladet.
Eleverne fra Silkeborg Tekniske Skole kom i går hjem fra Belgien, én dag før planlagt, på grund af den tragiske hændelse.