17-årig anholdt for tre røverier
Politiet har anholdt en 17-årig mand, der er sigtet for tre væbnede røverier mod supermarkeder i det vestlige Århus.
Politiet har anholdt og sigtet en 17-årig mand fra Brabrand for tre røverier mod lokalbrugser i det vestlige Århus.
Det første røveri blev begået tilbage i oktober sidste år, hvor den 17-årige og en medgerningsmand med en brødkniv truede en ansat i Brugsen på Jernaldervej til at udlevere 6.000 kroner i kontanter.
Den 19. marts og den 6. april slog den 17-årige til igen - begge gange mod den samme lokalbrugs i Brabrand, hvor han og en medgerningsmand igen truede en ansat med en brødkniv. Her var udbyttet henholdsvis 5.400 kroner og 76.000 kroner.
Efter anholdelsen har den 17-årige delvist tilstået røverierne. Han fremstilles i et grundlovsforhør fredag.