17-årig anholdt for dødstrusler
Politiet har anholdt en 17-årig mand for dødstrusler mod to avis-tegnere, der afbildede profeten Muhammed.
15. okt 2005, kl. 22:53
Mere end 30 dage gammel
Kriminalpolitiet i Århus har anholdt en 17-årig mand for dødstrusler mod to tegnere. Det oplyser dagbladet Politiken.
Dødstruslerne kom, fordi tegnerne ligesom ti af deres kolleger havde tegnet profeten Muhammed i Jyllands-Posten. Tegningerne var ifølge Jyllands-Posten et forsøg på at skabe debat, men blandt en række muslimer er de i stedet blevet opfattet som gudsbespottende.
De to tegnere, der har modtaget dødstrusler, har af sikkerhedsgrunde været nødt til at gå under jorden.
Den 17-årige mand har muslimsk baggrund. Han blev anholdt uden dramatik i det vestlige Århus.