16-årig kvalte sit nyfødte barn

En dybt fortvivlet 16-årig pige dræbte sit nyfødte barn og smed det ud af vinduet under en fest.

En dybt fortvivlet 16-årig pige dræbte tilbage i marts sit nyfødte barn, oplyser kriminalpolitiet i Århus. Barnedrabet skete under en privat fest den 15. marts i Århus, hvor pigen gik på toilettet og i hemmelighed fødte sit barn. Derefter kvalte hun babyen og smed det døde barn ud af vinduet.

- Vi kan bekræfte, at det har fundet sted, siger kriminalinspektør Ole Madsen fra Århus Politi og oplyser, at pigen ikke blev krævet varetægtsfængslet, men i stedet overgivet til de sociale myndigheder.

Forbrydelsen blev opdaget af andre festdeltagere, som bemærkede pigens fortvivlelse. Politiet har indtil nu holdt sagen hemmlig af hensyn til den unge pige. /ritzau/