16-årig kørt ned af flugtbilist

Bilist stak af fra ulykkesstedet, efter at han kørte ind i 16-årig dreng på knallert. Politiet efterlyser vidner.

Politiet efterlyser vidner, efter at en 16-årig dreng ved halv ni-tiden søndag aften blev kørt ned af en flugtbilist.

Uheldet skete på Gl. Viborgvej vest for Randers. Ifølge Randers Amtsavis stak bilisten af fra ulykkesstedet uden at undersøge, hvor meget drengen var kommet til skade.

Den 16-årige blev senere kørt til sygehuset for at blive undersøgt for kvæstelser.

Politiet vil gerne have oplysninger fra eventuelle vidner, der har set noget i forbindelse med ulykken.