16-årig fængslet for knivstikkeri
16-årig dreng varetægtsfængslet for drabsforsøg i Randers. Drengen var stukket af fra en ungdomsinstitution.
En 16-årig dreng blev fredag fængslet for et knivstikkeri torsdag aften i Provstegade i Randers.
Politiet sigter drengen for drabsforsøg. Men han nægter sigtelsen.
Offeret var en 43-årig mand, der fik stukket en kniv i højre side af maven. Han blev dog relativt hurtigt meldt uden for livsfare.
Den 43-årige og en kammerat fik under en aftentur i Randers øje på tre unge mænd, der smed med cykler og lavede ballade. De to mænd råbte efter de unge, som forsvandt i løb fra stedet.
Mændene indhentede en af de unge i Provstegade.
- Den 43-årige mand gik hen til den 16-årige unge mand, lagde den ene hånd på hans skulder og spurgte, hvad han havde gang i . Den 16-årige svarede ikke, men vendte sig om og stak den 43-årige i maven med en kniv, oplyser vagtchef Per Bennekov, Østjyllands Politi.
Drengen blev varetægtsfængslet for en uge.