15-årig sigtet for to røveriforsøg
Østjyllands Politi har anholdt en bare 15-årig dreng, der er sigtet for at begå røverier mod to butikker i Hou.
Den 15-årige dreng blev anholdt torsdag morgen klokken 8.30 på Samsø.
Ifølge politiet forsøgte han søndag den 30. maj at begå røveri mod to butikker i Hou, der har færgeforbindelse til Samsø.
Omkring klokken 18.50 droppede drengen planerne om at røve Brugsen på Søndergade i Hou, da der tilsyneladende var for mange kunder i butikken.
Ti minutter senere gennemførte han sit forehavende, da han gik ind i Strandkiosken på Strandgade i Hou. Her truede han ekspedienten med en urtekniv og forlangte at få udleveret penge. Han fik dog intet udbytte med sig, da han stak af fra kiosken.
Den 15-årige fremstilles i grundlovsforhør onsdag eftermiddag.