15-årig røver anholdt

Politiet i Århus har fundet frem til dreng som deltog i overfald på ældre dame og bagefter truede politimand.

En 15-årig dreng kan nu se frem til et retsligt efterspil til et overfald på en 82-årig kvinde, som han deltog i for to uger siden i Tilst, og en efterfølgende trussel mod en politimand.

Drengen blev anholdt i formiddags og kom i grundlovsforhør senere på dagen.

I alt tre drenge eller unge mænd deltog i overfaldet på den kvindelige pensionist 13. juli. De skubbede hende omkuld, da hun ikke ville slippe sin taske.

En politibetjent, som var ude og motionere i sin fritid, så tilfældigvis overfaldet, og løb efter de tre gerningsmænd. Da han fik fat i den ene af dem, blev betjenten slået og sparket, til han slap sit tag, hvorefter den 15-årige truede med at stikke ham ned med en kniv.