14-årig bankede gymnasieelever med golfkølle
To gymnasieelever blev slået i ansigtet med en golfkølle, da de var på vej hjem fra fest i Skanderborg.
9. mar 2010, kl. 10:08
Mere end 30 dage gammel
Volden blev begået mod to gymnasieelever, der fredag den 29. januar var på vej hjem fra fest på gymnasiet.
Begge unge mænd blev slået i ansigtet med en golfkølle. Den ene pådrog sig dobbelt kæbebrud, mens den anden fik en længere flænge under øjet.
Gerningsmanden er ifølge Sydøstjyllands Politi i Skanderborg en 14-årig dreng fra lokalområdet. Han har overfor politiet erkendt hændelsesforløbet og har oplyst, at han var sammen med tre jævnaldrende venner ved gymnasiet.
Drengen blev tilbageholdt og afhørt i går, mandag, men på grund af gerningsmandens unge alder kan han ikke retsforfølges. Politiet har overgivet sagen til Skanderborg Kommune.