1. maj med sol - men husk regntøj
Fredag begynder med sol, men i løbet af dagen kommer der byger
I morgen, fredag, er det 1. maj, og nogle østjyder skal formentlig bruge dagen på at markere, at det er Arbejdernes Internationale Kampdag, mens andre smækker benene op og nyder første dag i Bededagsferien.
- Fredag bliver med tørvejr og solskin fra morgenstunden i Østjylland, siger Andreas Nyholm fra TV 2 Vejret.
Men i løbet af dagen vil der komme byger, og nogle af dem kan være med hagl eller torden.
Derfor er det en god idé at huske paraply eller regntøj, hvad enten man skal til 1. maj-arrangement under åben himmel eller har planlagt en bededagsudflugt i det fri.
- Man kan ganske sikkert regne med, at der kommer en byge forbi der, hvor man er, siger Andreas Nyholm.
Lørdag ser derimod ud til at byde på tørvejr, solskin og temperaturer omkring 14 grader i Østjylland.
Søndag starter med sol, men om aftenen kan der komme et regnskyl forbi Østjylland.
Regnvejr kommer også til at præge mandagen, men generelt begynder næste uge med lidt højere temperaturer, end vi har haft i denne.
Du kan se hele vejrudsigten i videoen øverst på siden.