VIDEO: Kæmpe lager sikrer østjysk historie

Nøje kontrol med luftfugtighed og temperatur er nogle af nøgleordene på Museum Østjyllands store lager, hvor mange af museets historiske effekter bevares for eftertiden.

Mere end 30 dage gammel

Det minder lidt om Ikea med reoler i flere etager og gaffeltrucks til at flytte rundt på pallerne.

Men det er hverken møbler fra Ikea eller sengetøj fra Jysk, der er på hylderne på Museum Østjyllands lager syd for Randers.

Lageret rummer en stor del af vores fælles historie og fortid, fordi det er fælleslager for mange af museerne her i Østjylland, og det er skabt for at bevare museernes genstande længst muligt. 

For at gøre det skal lageret have den rette temperatur og ikke mindst rette luftfugtigt:

- Vi ved, at træ sprækker, hvis det kommer i for tørt et klima. Vi ved, at det mugner, hvis det er for fugtigt. Borebiller kan også æde træet, fortæller Lone Petersen, konservator ved Museum Østjylland.

I indslaget her kan du få et indblik i, hvordan Lone Petersen arbejder for at bevare historiske genstande fra Østjylland:

Anne Rostgaard Nielsen er også konservator ved Museum Østjylland. I indslaget kan du se, hvordan hun arbejder med udgravning af historiske fund - indendøre.