Usikre tider for velpolstrede konfirmander
Hvad skal der ske med de penge, der er tilbage, når blå mandag er ovre? TV2 ØSTJYLLAND har spurgt en uvildig bankrådgiver.
Feststemte konfirmander på blå mandag fylder i dag i gadebilledet oven på bededagsferiens talrige konfirmationer.
Efter at have taget stilling til livets store åndelige spørgsmål skal de nu forholde sig til det mere jordnære, når de skal beslutte, hvad der skal ske med de mange penge, konfirmationen ofte kaster af sig.
Skal pengene sættes i banken, skal de investeres i aktier og obligationer, eller er det i virkeligheden bedre at fyre dem af med det samme, før den galoperende inflation forringer købekraften?
Læs også
TV2 ØSTJYLLAND har talt med uvildig bankrådgiver Torben Kristensen fra Bofinans i Aarhus og spurgt ham, om pengene skal sættes i banken, bruges eller måske investeres i lyset af den aktuelle økonomiske situation.
- De tre forskellige bud afdækker meget godt de muligheder, du har, siger han.
Skal pengene i banken?
Den første og måske mest oplagte mulighed er at sætte pengene i banken. Men er det en god idé i en tid, hvor inflationen er oppe over seks procent?
- Isoleret set er det ikke en god forretning, men det er jo en opvejning af risiko. Nationalbanken kører fortsat med negativ rente på indlån. Det betyder, at indlånsrenten ikke er fulgt med de øvrige rentestigninger, og den er slet ikke på mål med inflationen, siger Torben Kristensen.
Alligevel vil han på ingen måde afvise tanken om at sætte pengene i banken. Særligt ikke hvis banken tilbyder en konfirmationskonto, hvor renten kan være markant højere end normalt.
- De banker, der tilbyder sådan en konto, er meget generøse. Det er en ren underskudsforretning for dem. Banken satser så på, at det bliver en god forretning på sigt, siger han og understreger, at det for rigtig mange konfirmander vil være en god og sikker løsning at sætte pengene i banken.
Hvis du investerer, kan du tabe
Har konfirmationen været virkelig indbringende, er det også en mulighed at investere pengene og satse på et godt afkast. Men her gør den uvildige bankrådgiver opmærksom på, at der netop er tale om et sats.
- Står du med meget store beløb så tag mor og far med i banken. Så kan I sammen med bankrådgiveren lave en risikoprofil, og her er det vigtigt, at du er forberedt på, at du kan tabe penge. Det er få unge mennesker, der er i stand til at træffe den slags beslutninger, så her har de brug for hjælp, siger Torben Kristensen.
Er man helt ny på aktiemarkedet råder han til at benytte sig af indeksfonde. Her investerer du i mange forskellige aktier og obligationer via fonden. På den måde spreder du risikoen i forhold til at sætte alle pengene i én bestemt aktie.
Læs også
Torben Kristensen gør dog opmærksom på, at tid er en væsentlig faktor, hvis du vil investere dine konfirmationspenge.
- Ved investering er det vigtigt at gøre sig klart, hvornår du skal bruge pengene. Hvis du skal bruge dem inden for et til to år, skal du ikke investere dem. Her snakker vi en tidshorisont på fem år eller mere. Og så skal investeringen give væsentligt mere, end du kan få på konfirmationskontoen, da du løber en større risiko, siger han.
Køb det du ønsker dig
For mange konfirmander trækker butikker og webshops dog ofte mere end aktier og indeksfonde, når pengene brænder i lommen. Og hvis konfirmationspengene på forhånd var øremærket til en ny cykel, en computer eller en ny telefon, er der ingen grund til at vente.
Inflationen gør ganske enkelt pengene mindre værd over tid. Samtidig kan der være lang ventetid på visse varer i øjeblikket.
- Så har du fået 5.000 kroner og tænkt dig at købe en ny cykel, så gør det, siger Torben Kristensen.